Design og konstruktion af hjemmesider
ved Ole Lyng Hansen
ved Ole Lyng Hansen
Paris-sejltur
På anderledes sejltur langs de parisiske gader
En tur op ad Canal St. Martin er et fascinerende alternativ til de mere traditionelle turistbåde på Seinen. For næsten samme pris får man både en tur på Seinen og krydser gennem et utal af sluser og broer i et af Paris´ mest pittoreske kvarterer.
UNDER BROEN. Der er masser af sirligt buede gangbroer over Canal Saint Martin, hvor de gående standser op for at se skibet passere sluserne.
PRES PÅ PORTEN. Det kolossale tryk fra niveauforskellene i slusen sender skarpe stråler ud, hvor ventilen ikke slutter helt tæt. Og når portene langsomt åbnes, opsluges stævnen af en sky af vandstøv.
UNDER JORDEN. l over to kilometer sejler man, gennem en fantastisk hvælvet underjordisk kanal, der løber fra BastiIIepladsen og videre under den befærdede boulevard Richard-Lenoir.
Til vands i Paris
Af Aske Munck, Paris (tekst og foto)
Ekkoet fra motorlyden dunker hult mod vægge og loft, mens båden skyder sikkert frem i den lange underjordiske kanal.
Det buldrende mørke brydes kun af en serie rundede lysindtag, der med ca. 50 meters mellemrum kaster en lodret søjle af skærende dagslys lige ned i det sorte vand og giver en svag mindelse om, at en af Europas metropoler gemmer sig 7-8 meter ovenover.
Nede i kabyssen gør Fréderic klar til at pøse kaffe op til turisterne, da vi anduver endnu en sluse, og han der med får en lille pause fra tjansen som guide, dæks dreng og billetkontrollør.
Man skulle næsten ikke tro det, men vi er i Paris. På vej mod de charmerende kanaler, der løber fra Quai de la Rapee og helt ud af byen nordøst på via Parc de la Vil lette.
Turen begynder som en hvilken som helst anden kanalrundfart på Seinen. Først sejler man forbi Musee d´Orsay, Louvre, under Pont Royal, Pont du Carrousel, fodgænger broen Pont des Arts og den navnkundige Pont Neuf. Vi passerer Île de la Cite, hvor Notre-Dames gotiske spir knejser i morgensolen, og dernæst forbi Ile Saint Louis med de hyggelige smalle stræder.
I stedet for som alle de andre både at vende og sejle tilbage styrbords om ile Saint Louis fortsætter båden imidlertid mod Quai de la Rapee mod øst, hvor den pludselig slår et 45-graders venstresving.
Frederic hilser hjerteligt på de hjemløse, der har taget ophold under broen, mens han fortøjer båden og venter på, at den første sluse lukker bag os, så vi kan komme videre ind i den eksklusive lystbådehavn Port de l’Arsenal - den eneste i Paris.
Mine sidemænd er undrende i færd med at studere et bykort over 12. og 11. arrondissement. For på kortet ser det faktisk ud, som om havnen er et lukket bassin, der stopper ved Bastillepladsen.
Ingenlunde.
Da båden når bunden af bassinet, møder den endnu en sluse, og da vandstanden har nået det rette niveau, glider portene til side, og en sælsom underjordssejlads begynder, der kan give ethvert velvoksent tivoli en dundrende mindreværdsfølelse.
For kanalen slutter slet ikke her, men fortsætter under Bastillepladsen og to kilometer videre under den travle Boulevard Richard-Lenoir.
Af Aske Munck, Paris (tekst og foto)
Ekkoet fra motorlyden dunker hult mod vægge og loft, mens båden skyder sikkert frem i den lange underjordiske kanal.
Det buldrende mørke brydes kun af en serie rundede lysindtag, der med ca. 50 meters mellemrum kaster en lodret søjle af skærende dagslys lige ned i det sorte vand og giver en svag mindelse om, at en af Europas metropoler gemmer sig 7-8 meter ovenover.
Nede i kabyssen gør Fréderic klar til at pøse kaffe op til turisterne, da vi anduver endnu en sluse, og han der med får en lille pause fra tjansen som guide, dæks dreng og billetkontrollør.
Man skulle næsten ikke tro det, men vi er i Paris. På vej mod de charmerende kanaler, der løber fra Quai de la Rapee og helt ud af byen nordøst på via Parc de la Vil lette.
Turen begynder som en hvilken som helst anden kanalrundfart på Seinen. Først sejler man forbi Musee d´Orsay, Louvre, under Pont Royal, Pont du Carrousel, fodgænger broen Pont des Arts og den navnkundige Pont Neuf. Vi passerer Île de la Cite, hvor Notre-Dames gotiske spir knejser i morgensolen, og dernæst forbi Ile Saint Louis med de hyggelige smalle stræder.
I stedet for som alle de andre både at vende og sejle tilbage styrbords om ile Saint Louis fortsætter båden imidlertid mod Quai de la Rapee mod øst, hvor den pludselig slår et 45-graders venstresving.
Frederic hilser hjerteligt på de hjemløse, der har taget ophold under broen, mens han fortøjer båden og venter på, at den første sluse lukker bag os, så vi kan komme videre ind i den eksklusive lystbådehavn Port de l’Arsenal - den eneste i Paris.
Mine sidemænd er undrende i færd med at studere et bykort over 12. og 11. arrondissement. For på kortet ser det faktisk ud, som om havnen er et lukket bassin, der stopper ved Bastillepladsen.
Ingenlunde.
Da båden når bunden af bassinet, møder den endnu en sluse, og da vandstanden har nået det rette niveau, glider portene til side, og en sælsom underjordssejlads begynder, der kan give ethvert velvoksent tivoli en dundrende mindreværdsfølelse.
For kanalen slutter slet ikke her, men fortsætter under Bastillepladsen og to kilometer videre under den travle Boulevard Richard-Lenoir.
Vejskilte i tunnelen
Det var den altid ambitiøse pariserpræfekt Georges Eugene Haussmann, som i midten af 1800-tallet, da hans byplanlægningsmani var på sit højeste, besluttede at skabe endnu en bred boulevard ved delvis at overdække Canal Saint Martin. Det kolossale projekt gjorde det muligt at samle Paris, der indtil da havde været skåret igennem på midten af kanalen, hvorved de nordøstlige kvarterer forekom temmelig isolerede fra resten af byen.
De kolossale murstens hvælvinger er et solidt vidnesbyrd om stor teknisk og håndværksmæssig ekspertise og er i sig selv hele turen værd.
For at hjælpe de sejlende med at orientere sig har bystyret tilmed anbragt vejskilte i kanten af tunnelen, så man hele tiden kan se, hvor på boulevarden man befinder sig.
Da vi endelig når igennem det uendelige mørke, mødes vi af en dobbeltsluse, før vi igen kommer ud i den frie luft.
Ved slusen holder den tamme and Napoleon til. Navnet er næppe tilfældigt valgt, for Canal Saint Martin blev skabt af den selvproklamerede kejser Napoleon I, der ønskede at sikre hovedstadens vandforsyning og samtidig gøre det muligt at skyde genvej til Seinen fra Marnefloden via Canal de l’Ourcq. Det omfattende gravearbejde finansierede Napoleon med en ekstraordinær skat på den vin, pariserne hældte i halsen.
Det var den altid ambitiøse pariserpræfekt Georges Eugene Haussmann, som i midten af 1800-tallet, da hans byplanlægningsmani var på sit højeste, besluttede at skabe endnu en bred boulevard ved delvis at overdække Canal Saint Martin. Det kolossale projekt gjorde det muligt at samle Paris, der indtil da havde været skåret igennem på midten af kanalen, hvorved de nordøstlige kvarterer forekom temmelig isolerede fra resten af byen.
De kolossale murstens hvælvinger er et solidt vidnesbyrd om stor teknisk og håndværksmæssig ekspertise og er i sig selv hele turen værd.
For at hjælpe de sejlende med at orientere sig har bystyret tilmed anbragt vejskilte i kanten af tunnelen, så man hele tiden kan se, hvor på boulevarden man befinder sig.
Da vi endelig når igennem det uendelige mørke, mødes vi af en dobbeltsluse, før vi igen kommer ud i den frie luft.
Ved slusen holder den tamme and Napoleon til. Navnet er næppe tilfældigt valgt, for Canal Saint Martin blev skabt af den selvproklamerede kejser Napoleon I, der ønskede at sikre hovedstadens vandforsyning og samtidig gøre det muligt at skyde genvej til Seinen fra Marnefloden via Canal de l’Ourcq. Det omfattende gravearbejde finansierede Napoleon med en ekstraordinær skat på den vin, pariserne hældte i halsen.
Fantastisk hængebro
Her begynder en helt anderledes, men lige så fornøjelig og pittoresk tur op gennem Canal Saint Martin, som af samme grund optræder i en mangefold af film - ikke mindst ’Amélie’ fra 2001, hvor Audrey Tautou i en sekvens slår smut i kanalens blanke overflade. Først sejler man forbi det navnkundige Hotel du Nord, der dannede rammen om Marcel Carnes kærlighedsdrama af samme navn fra 1938, og lidt længere nede ad kanalen er et filmhold minsandten i gang med optagelserne til endnu en spillefilm.
På den videre færd gennem 11. og 19. arrondissement sejler vi under en række flot buede gangbroer og forbi de spraglede facader på Quai Valmys mange design butikker samt en enkelt svingbro, der stopper trafikken, mens båden lister forbi.
Båden gør holdt ved L’Ecluse des Morts (De Dødes Sluse). Den store dobbeltsluse kaldes sådan, fordi den blev udgravet lige i en gravplads for den gamle frankiske kongeslægt merovingerne.
De små drenge i stævnen jubler af begejstring, når slusemesteren langsomt åbner for ventilerne og vandet begynder at fosse ud, så skummet står op ad båden og en tæt støvregn slår mod ansigtet.
Men turen er ikke slut endnu. Der skal nemlig sta dig et par sluser til for at klare den 26 meters højde forskel, der er på Seinens overflade og Villette-bassinet, som i gamle dage tjente som drikkevands reservoir .
Kajen omkring bassinet er blevet beriget med et par cafeer, og folk nyder formiddagssolen i liggestolene langs vandet. Lidt væk sidder nogle håbefulde hjemløse med tålmodighed, en hjemmelavet fiskestang og fødderne i vandet. Endelig når vi kronen på værket: den gamle hævebro ved rue de la Crimée. Broen blev konstrueret i 1885, og som noget ganske usædvanligt hæves hele kørebanen ved vandets kraft med et sindrigt spil af støbejernsringe.
Efter en to en halv times formidabel miniodysse når båden endelig Parc de la Villette, og efter turen undres man grundigt over, at kanalen var lige ved at ende sine dage i 1970’erne som en anonym vandstrøm under et hurtigvejsspor, der skulle lette trafikpropperne i den østlige ende af byen. Men man kan takke daværende kulturminister Andre Malraux for, at kanalen blev bevaret og nu hører til en af Paris smukkeste vand attraktioner.
aske.munck@pol.dk
Værd at vide – Kanalsejlads
§ I alt sejler man gennem 2 kilometer underjordisk kanal, 9 sluser og to broer for at klare stigningen på 26 meter.
§ Der findes to bådfirmaer, som sejler ad Canal Saint Martin. Canauxrama og Paris Canal. Sidstnævnte må klart anbefales som den mest uformelle og sprælske af de to.
§ Pris: 16 euro for voksne, 13 for pensionister (60 år i Frankrig!) og unge under 25, 9 euro for børn på 4-11 år.
§ En daglig afgang fra kl. 09,30 præcis fra Quai Anatole France på kajen vest for Musée d’Orsay i 7. arrondissement.
Reservation på +33 (0) 1 42 40 96 97 eller på rea@pariscanal.com. Guiden taler også engelsk.
Her begynder en helt anderledes, men lige så fornøjelig og pittoresk tur op gennem Canal Saint Martin, som af samme grund optræder i en mangefold af film - ikke mindst ’Amélie’ fra 2001, hvor Audrey Tautou i en sekvens slår smut i kanalens blanke overflade. Først sejler man forbi det navnkundige Hotel du Nord, der dannede rammen om Marcel Carnes kærlighedsdrama af samme navn fra 1938, og lidt længere nede ad kanalen er et filmhold minsandten i gang med optagelserne til endnu en spillefilm.
På den videre færd gennem 11. og 19. arrondissement sejler vi under en række flot buede gangbroer og forbi de spraglede facader på Quai Valmys mange design butikker samt en enkelt svingbro, der stopper trafikken, mens båden lister forbi.
Båden gør holdt ved L’Ecluse des Morts (De Dødes Sluse). Den store dobbeltsluse kaldes sådan, fordi den blev udgravet lige i en gravplads for den gamle frankiske kongeslægt merovingerne.
De små drenge i stævnen jubler af begejstring, når slusemesteren langsomt åbner for ventilerne og vandet begynder at fosse ud, så skummet står op ad båden og en tæt støvregn slår mod ansigtet.
Men turen er ikke slut endnu. Der skal nemlig sta dig et par sluser til for at klare den 26 meters højde forskel, der er på Seinens overflade og Villette-bassinet, som i gamle dage tjente som drikkevands reservoir .
Kajen omkring bassinet er blevet beriget med et par cafeer, og folk nyder formiddagssolen i liggestolene langs vandet. Lidt væk sidder nogle håbefulde hjemløse med tålmodighed, en hjemmelavet fiskestang og fødderne i vandet. Endelig når vi kronen på værket: den gamle hævebro ved rue de la Crimée. Broen blev konstrueret i 1885, og som noget ganske usædvanligt hæves hele kørebanen ved vandets kraft med et sindrigt spil af støbejernsringe.
Efter en to en halv times formidabel miniodysse når båden endelig Parc de la Villette, og efter turen undres man grundigt over, at kanalen var lige ved at ende sine dage i 1970’erne som en anonym vandstrøm under et hurtigvejsspor, der skulle lette trafikpropperne i den østlige ende af byen. Men man kan takke daværende kulturminister Andre Malraux for, at kanalen blev bevaret og nu hører til en af Paris smukkeste vand attraktioner.
aske.munck@pol.dk
Værd at vide – Kanalsejlads
§ I alt sejler man gennem 2 kilometer underjordisk kanal, 9 sluser og to broer for at klare stigningen på 26 meter.
§ Der findes to bådfirmaer, som sejler ad Canal Saint Martin. Canauxrama og Paris Canal. Sidstnævnte må klart anbefales som den mest uformelle og sprælske af de to.
§ Pris: 16 euro for voksne, 13 for pensionister (60 år i Frankrig!) og unge under 25, 9 euro for børn på 4-11 år.
§ En daglig afgang fra kl. 09,30 præcis fra Quai Anatole France på kajen vest for Musée d’Orsay i 7. arrondissement.
Reservation på +33 (0) 1 42 40 96 97 eller på rea@pariscanal.com. Guiden taler også engelsk.